Jagthorns historie

Alt efter hvilke litteratur man læser, ja, så er de lærde ikke helt enige om dateringen, af det første "jagthorn" – dog er man helt enige om at det der i dag ligner vores parforcehorn, blev brugt som signalgivningsinstrument, så langt tilbage som i 1600 tallet, hvor franskmændene anvendte et horn på 2,27 mtr. med 6-8 viklinger som de kaldte "la Maricourt", det anvendes også i dag til harejagter, dette horn er det som senere er udviklet til vore dages "Parforcehorn" De første horn var alle lavet af naturmaterialer, såsom horn fra dyr, og her er det mest kendte "Olifanten" et horn tilvirket af elfenben, og anvendt allerede i 1300 tallet.
Omkring 1600 tallet, lavede tyskerne, som var nogen af de første til at anvende og lave deciderede jagthorn, de første horn af metal, disse horn havde et specielt navn og kaldtes "Hiftorn" – disse første horn kunne frembringe tonerne c´,g´,c´´,e´´,g´´ Jagthorn anvender naturtoner, hvilket kun er toner fremkommet uden brug af ventiler, tilsammen udgør disse toner en naturtoneserie. Omkring år 1680 udvikles i både Frankrig og England, det vi i dag kender som det egentlige Parforcehorn, nemlig et horn af en omkreds, stor nok til at en rytter kunne have det hængende over kroppen, hornet blev da dengang kaldt for "Trompe de chasse" og vi kan allerede da fornemme hvor det bærer hen. Rigtig tydelig blev anvendelsen af jaghorn og blæsersignaler, først omkring 1700 tallet, da det franske kongehus, begyndte at anvende disse som annoncering af deres jagter. Denne aristokratiske skik bredte sig, og dette betød, at jagthornet udviklede sig meget, og forskellige udførelser og størrelser kom frem. Hornene savnede ventiler og fremkom derfor i et utal af varianter, stemt i hver deres toneart, netop for at øge mulighederne for at lave forskellige toner.
En af de personer som havde størst betydning for det moderne jagthorn popularitet, er Grev Franz Anton von Sporck (1662-1738) han var guvenør i Böhmen og opholdt sig ved Ludvig XIV´s hof, han tog det franske horn med sig hjem til Bøhmen, og skabte der en stor fremgang for hornet og fik det ført frem også i det øvrige Tyskland og Østrig. Allerede i 1700 tallet, kom jagthorn også med i andre sammenhænge end jagt, nemlig kirke- og kammermusik, og endda specielle musikstykker, blev komponeret kun for jagthorn. Omkring midten af 1800 tallet, udviklede man det "løse mundstykke" som betød at man kunne stemme hornet i forskellige tonearter, denne udvikling fuldbyrdes omkring 1815 da både tyskerne Stölzel og Blühmel opfandt ventilsystemet. Dette indebar en revolution for jagthornet, og for alle øvrige blæserinstrumenter, det moderne Valdhorn var født.
Det moderne jagthorn, det vi kender i dag, kan indeles i to typer: Parforcehornet, som har en diameter omkring 35-60 cm og det mindre Fürst-Pless horn med en diameter på knap 20 cm. Parforcehornet er normalt stemt i B, Ess eller D.
I modsætning til de store horn, fik de små horn, Füirst-Pless, deres store betydning omkring 1876, hvor det udover jagt, blev brugt som militær- og posthorn, er stemt i B dur.
Navnet stammer fra: Henrich von Pless, som var kejserens overjægermester og ledede hoffets selskabsjagter, under disse anvendte han et horn, han blev senere adlet og tituleret efterfølgende som "Fyrste" – deraf navnet "Fürst Pless horn" Et Fürst Pless horn, har en rørlængde af ca. 130 cm og en diameter på ca. 16 cm, hornet anvender 6 toner fra naturskalaen. Der findes noder for, jagtsignaler, vildtsignaler, marcher, fanfarer og selvfølgelig rene musikstykker.
Parforcehornet, blev først anvendt i Frankrig, Ludvig XIC´s behøvede et "hjælpemiddel" under de store beredne hestejagter" (Parforce jagter) efter først og fremmest hjort og vildsvin. Hvert moment i jagten, lige fra man slap hundene, til vildtet døde eller undslap, alt havde sine egne signaler, ligesom man holdt "kontakten" alle deltagerne imellem, samt brugte signalerne til at anspore jægere, hunde og heste til at yde det optimale.
Parforcehornet er 454 cm lang og en diameter på ca.40 cm.

En af jagthornets anvendelser i dag, udover, under jagtudøvelse, er en tradition som stammer helt tilbage fra middelalderen, nemlig "Hubertus messe" – dette er en skik fra den katolske kirke, hvor man ærer jægerens skytshelgen, den hellige Sank Hubertus, som hædres på Hubertusdag den 3. november. Traditionen byder, at kirken smykkes med grønt fra skoven og at jægerne ankommer til kirken iført jægerantræk og med deres jagtgrej, ofte ifølge med jagthundene og det nedlagte vildt.
Signalerne som anvendes til jagt, knytter sig selvfølgelig til det som sker under og i forbindelse med jagten:
Jagt begynd, Frokost, Vildtparade, de forskellige dyresignaler, jagt forbi og mange flere, alt i alt, noget som er med til at gøre vor fælles fritidsinteresse, meget mere nuanceret og spændende.
 

Kilde : http://www.jaegerneregion4.dk/Jagthornsblaesning/Historie/historie.html