16 Maj på Halskov Rev

 

Der var mødt mange bukkejægere op denne morgen og med 11 bukke på paraden var der flere der havde haft held til at overliste en buk på deres område.

Her er et par billeder  fra morgenparaden.


Flot vejr og flotte bukke ( forrest i billedet )


På behørig vis blæses der for det nedlagte vildt. 3 af blæserne havde for øvrigt weekenden forinden vundet bronce ved Forbundsmesterskaberne i jagthornsblæsning på Valdemar slot. Det er Kaj Petersen( yderst til højre ), Henrik Kjærside( nummer 2 fra højre ) og Louis Petersen (nummer 5 fra højre )


Bent fik den største buk denne morgen og fik overrakt lidt rødvin af formand Peer Sperling ( til højre ), til at nyde til dyreryggen.

 

Webmaster Henrik Kjærside med sin  buk fra den 16 maj om aftenen 2003.

Ja, om morgenen den 16 maj i år havde jeg ikke rigtigt heldet med mig. Ikke et eneste stykke råvildt inden for mit område, men på skuddene kunne jeg  høre at der var andre der havde heldet med sig i nærheden. Da det  var et meget åbent  område jeg sad på beslutte jeg mig for ved 6.00 tiden at søge ned i bilen og få mig en tår morgenkaffe. 5 minutter senere kom en af de andre fra området af og han havde fået en flot gaffelbuk. Bukken i sig selv var nok ikke den største oplevelse, for med sig på jagt havde han sin 14 årige søn, og han  havde siddet oppe over ham i træet da han skød bukken og han var nok den mest ivrige efter at komme ned og tage den i nærmere øjesyn. Jeg besluttede mig for at forsøge igen om aftenen og det skulle vise sig at bære frugt. Efter at jeg i 1 1/2 time havde siddet og set på 3 råer som krydsede rundt 50 meter fra mig, slog jeg tilfældigt blikket over mod skoven, som jeg havde pürset igennem inden jeg satte mig op i træet. Her stod der nu en flot seksender og essede  ca. 110 meter fra mig. Jeg behøvede slet ikke at bruge kikkerten for at se størrelsen. Op med riffelen og af med brillerne ( det er ikke let at fokusere gennem riffelkikkerten med et læsefelt i brilleglasset ) trådkorset på bladet og dyret lå der. Så fik jeg alligevel en buk på premieredagen. Den er da flot, ikke. En af de andre på jagten er nu nødt til at købe sig en ny håndkikkert da han de sidste 14 dage inden jagten havde kikket netop denne buk ud. Han siger at hver gang han kikker i sin kikkert ser han bukken. SYND for ham.


Webmaster Henrik Kjærside